23948sdkhjf

Nu går bagerne, slagterne og fiskehandlerne sammen

Den landsdækkende bagerkæde KonditorBager træder ind i FødevareDanmark.

De danske specialforretninger kan dermed se frem til en styrket branche. Det mener Leif Wilson Laustsen, der er formand for FødevareDanmark. Brancheorganisationen, der i forvejen huser landets slagtere, fiskehandlere og ostehandlere samt et stort antal andre produktions- og engrosvirksomheder inden for fødevaresektoren,

– Med KonditorBager ombord samler vi alle faggrupper under FødevareDanmark. Det betyder, at vi har en stærkere stemme i samfundet, fordi vi repræsenterer alle typer specialforretninger. Vores mål er at få danskerne til at købe deres kød, ost, fisk og brød hos specialisterne, for det er her, man får kvalitet og service. Det kræver synlighed, og det får vi endnu mere af nu, siger Leif Wilson Laustsen.

Større værdi for kunderne
Også hos KonditorBager, der har knap 60 forretninger landet over, ser man indtrædelsen i FødevareDanmark som en døråbner.

- Vi ser i den grad frem til samarbejdet, som bidrager til helt nye muligheder for at tænke innovativt på tværs af faggrupper, for eksempel når det kommer til produktudvikling og vidensdeling. Vi har nogle oplagte styrker sammen, og derfor er det fantastisk, at vi nu står under samme paraply, siger Morten Lapholm, der er direktør i KonditorBager.

Helt konkret begynder slagterne og bagerne samarbejdet med at sætte deres produktudviklere sammen for at koordinere inspirationsmøder for butikkerne. Her er formålet særligt at udvikle nye former for convenience- og takeaway-produkter.

Politisk stemme
Rent politisk giver det nye samarbejde et potentiale, mener Leif Wilson Laustsen.

– Vi har gennem de senere år set en reduktion i antallet af specialforretninger i Danmark, og en af vores mærkesager er at forbedre vilkårene, så de eksisterende butikker kan fortsætte med at stå stærkt. Jo flere, vi er, desto stærkere stemme har vi politisk, og derfor er det en stor styrke, at vi nu får bagere med også.

FødevareDanmark er paraplyorganisation for Danske Slagtermestre, Danmarks Fiskehandlere, Ostehandlerne i Danmark, KonditorBager og foreningen SMV Fødevarer. Formålet med FødevareDanmark er at skabe et fælles talerør for små og mellemstore virksomheder og butikker inden for fødevareområdet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109